Afhentning fredage fra kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Dog onsdag i påskeugen - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 1-3 hverdage. - Mobilepay, kort og EAN.

Insekthotel – skab levesteder til kryb og andet krible-krable

28. december 2016
Med et insekthotel kan du tiltrække spændende smådyr og fugle til din have, baggård eller altan. Læs her, hvordan du selv laver et af ting, du allerede har

Med et insekthotel kan du tiltrække spændende smådyr og fugle til din egen baggård eller have.

Mange af de insekter, som er med til at bestøve vores planter, har svært ved at finde skjulesteder til æglægning og ly i vores haver og parker. Vi er for gode til at rydde op og gøre pænt i vores uderum. I naturen yngler de mellem gammelt træ og kvas i skovbunden eller i vissent græs og blade.

Du kan hjælpe insekterne med at yngle ved at bygge et insekthotel. Størrelsen og udformningen af dit hotel er op til dine ambitioner og din fantasi – faktisk kan en hullet mursten, som fyldes med lidt smågrene, gøre det ud for et simpelt vinterhi.

Om du bruger en gammel skuffe af træ eller bygger en ny kasse, er underordnet. Bare du bruger naturmaterialer og undgår trykimprægneret træ. Nogle bygger insekthoteller i 15-20 etager, men det mest almindelige er at lave mindre kasser, som hænges op på en mur, i et træ eller på et hegn. Du kan tænke insekthoteller som et supplement til redekasser for fugle, som historisk set er mere almindelige i de danske haver.

Om insekthoteller

I Danmark findes der mere end 17.000 forskellige insekter og andre smådyr, og afhængigt af hvor du bor, kan du være heldig at se følgende dyr indlogere sig i hotellet: bænkebidere, edderkopper, mariehøns, vilde bier, humlebier, hvepse og skolopendre. Hvis du er særligt heldig, vil en sommerfugl eller en smuk natsværmer bruge dit hotel til overnatning.

Sådan laver du dit eget insekthotel

Du skal bruge:

  • En trækasse, eksempelvis en gammel skuffe eller vinæske; eller byg din egen æske – mindst 15 cm dyb
  • Evt. nogle stykker træ som rumdelere og/eller urtepotter i ler
  • Hule kviste – fx bambus – pinde, tørre blade, grankogler, strå, hø, potteskår, muslingeskaller, uld eller mos
  • Snor til at bundte de forskellige materialer sammen med
  • Hønsenet, havesaks, sav, søm og en hammer, alternativt klipsemaskine
  • En gren eller stamme og en boremaskine med bor Ø 8-10 mm

Fremgangsmåde:

  1. Brug træstykkerne til at inddele trækassen i flere rum – du bestemmer hvor mange.
  2. Skær dine kviste, strå m.m., så de passer i kassens dybde. Bundt dem sammen, som du ønsker.
  3. Sav din overskårne gren eller stamme til, så den passer i dybden, og bor huller i, så den bliver hullet som en schweizerost.
  4. Fyld en urtepotte med mos eller uld og sæt den i et af rummene. Du kan fylde grankogler, tørrede blade og/eller muslingeskaller i og omkring urtepotten. Fyld resten af kassens rum med de øvrige elementer, så tæt du kan og helt op til kassens slutkant.
  5. Sæt hønsenettet fast på kassen, evt. med klipsemaskine, og bøj nettet ned langs kassens sider eller klip det overskydende af. Dit insekthotel er nu færdigt og kan placeres, hvor det udsættes for vind og vejr. Mange af smådyrene holder nemlig af at bo lidt fugtigt.
Insekthotel lavet af genbrugsmaterialer

Lav dit eget insekthotel a la TagTomat

Guide til insekthotel som E-bog eller Papirbog:

I marts 2016 udkom vores bog “TagTomat – Vejen til grønne fællesskaber i byen”, hvor der i alt findes 10 guides til små projekter, der kan gøre din og andres hverdag lidt grønnere. Guiden til insekthotellet er en af dem. Du kan finde den som e-bog til 0 kr. i vores webshop eller i dette indlæg om Open Source og vidensdeling hos TagTomat.

Du kan også købe bogen som fysisk eksemplar, enten via vores webshop eller på Jagtvej 59 i vores showroom.

Guiden til insekthotellet er skrevet af Katharina Hejgaard, der til daglig arbejder som naturvejleder i Rudersdal Kommune.

Vejen til grønne fælleskaber i byen

Vejen til grønne fælleskaber i byen

 

E-bog: TagTomat - Værktøjer til grønne fællesskaber i byen

E-bog: TagTomat – Værktøjer til grønne fællesskaber i byen

Link til videoguide:

Nedenfor finder du en videoguide, som vi lavede i 2016. Vi bliver heldigvis også klogere hele tiden og har siden da fundet ud af, at vi ikke gør tingene helt rigtigt i videoen. Når du laver insekthoteller, skal de fx være mindst 15 cm dybe – ellers er der simpelthen for meget kold vind til at nogen gider at flytte ind. Herudover kan det selvfølgelig se flot ud og have en god pædagogisk værdi, men faktisk er det bedst ikke at blande alt for mange forskellige materialer – så risikerer du fx at tiltrække rovinsekter som naboer til vilde bier, og dét er super trælst for bierne.