Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Skolehaver til folket


Skolehaver kan laves overalt og behøver ikke koste en bondegård. Her på siden kan du blive inspireret til at få meget ud af lidt og engagere børn i alle aldre, hvad enten de går i skole eller børnehave.

I gamle dage var der skolehaver på alle skoler. Nu bliver arealerne de fleste steder brugt til andre formål. Så hvordan kan vi genskabe den sunde og lærerige tradition på lidt plads og for få penge? Hvordan får vi børnene engageret, og hvordan kan vi aktivere stærke ressourcer i nærområdet som frivillige?

I TagTomat bruger vi vores erfaringer med byhaver, grønne fællesskaber og organisering af frivillige kræfter i byens rum til at skabe skolehaver, der bærer frugt. Sammen med Københavns Skolehaver og Kompostbudene har vi vundet et udbud om at udvikle og etablere skolehaver i Københavns Kommune frem til juni 2018 med mulighed for forlængelse til 2020. En af grundene til at vi vandt udbuddet var, at vi i stedet for at opfinde nye dybe tallerkner, bygger videre på de gode erfaringer som Københavns Skolehaver har, og supplerer dem med TagTomats tilgange til projekter og Kompostbudenenes viden om grønne ressourcekredsløb.

Lige nu er vi i gang med at lave skolehaver sammen med børn, lærere og pædagoer på Lykkebo Skole i Valby og Ellebjerg Skole i Sydhavnen. Du kan følge med i projekterne her på hjemmesiden og på Instagram og Facebook med #TagTomat.

Til første havedag medbringer eleverne laminerede navneskilte de selv har lavet til skolehaver.

Til første havedag medbringer eleverne laminerede navneskilte de selv har lavet til skolehaver.

Hvad er en skolehave?

Skolehaver, fælleshaver, villahaver, byhaver, taghaver, gårdhaver, fortovshaver, parkeringshaver, urtehaver, altanhaver og grøntsagshaver. Kært barn har mange navne og udtryk, og der er ikke et præcist resultat, størrelse eller form der er det ”rigtige”, så længe vores børn kommer i en eller flere af havetyperne og får jord under neglene.

En skolehave er et sted, hvor børn lærer at samarbejde og udfordres, forundres, sanser, opdager, gror og skaber.

Hvordan starter I en skolehave?

Før I går i gang med skolehave, er det en god idé at I har drøftet og taget beslutninger omkring:

  • Hvor skal vi placere skolehaven? Som en urban byhave i skolegården? På et grønt område tæt på skolen? Hvad medfører valget af placering?
  • Hvem har ansvaret for skolehaven? Hvem tager over ved fravær? Kan ansvaret deles mellem flere personer?
  • Hvilke materialer skal vi bruge? Skal vi og børnene selv medbygge i noget af processen som en del af undervisningsforløbet?
  • Hvordan ser skolehavens årshjul ud? Hvornår skal der gøres hvad?
  • Har vi styr på sikkerheden?
Eleverne hjælper med at bygge højbede på Ellebjerg skole i april 2017

Eleverne hjælper med at bygge højbede på Ellebjerg skole i april 2017

Undervisningsmateriale til skolehaver – skolebørn

Vi har i samarbejde med Københavns Skolehaver og Kompostbudene udviklet et undervisningsforløb med 15 besøg i skolehaven og to besøg i byens rum henover sæsonen. I undervisningsmaterialet kobles aktiviteter, oplevelser og erfaringer i haven med både forberedelse og efterfølgende refleksion og efterbearbejdning via bl.a. logbogsarbejdet hjemme i klassen, således at læringen kan blive så komplet som mulig. De 15 havegange bygger på Københavns Skolehavers model fra undervisningen i deres skolehaver ved Bispebjerg Bakke.

Alle de angivne aktiviteter er gennemprøvede af mange forskellige klasser og lærere og er et eksemplarisk forløb, som bygger på 15 års erfaring og ”best practice” i Københavns Skolehaver. De femten besøg giver mulighed for grundighed, fordybelse og høj faglighed.

Vi arbejder på højtryk for at få undervisningsmaterialet klar, og det vil kunne downloades her [LINK PÅ VEJ]

Undervisningsmateriale til skolehaver – børnehavebørn

Vi underviser også børnehavegrupper og der tager vi udgangspunkt i materialet “De små dyrker”, som Københavns Skolehaver har udviklet for Friluftsrådet og som du kan downloade her.

Lav skolehaver med TagTomat

Er I klar til at lave inspirerende, lærerige skolehaver på jeres skole, børneinstitution, i boligforeningen eller i jeres kommune? Vil I komme godt fra start, lave kreative, imponerende løsninger og komme godt i mål?

Team TagTomat hjælper jer med idé, koncept, design, udvikling, anlæg, drift og vedligeholdelse. Vi klæder jer på, så I selv kan varetage skolehaveundervisningen, eller I kan gøre det i samarbejde med os, eller nogen fra vores netværk.

Kontakt os og hør nærmere i dag på telefon 71991966 eller mail info@tagtomat.dk.

Havelodder gøres klar i skolehaven på Lykkebo skole

Havelodder gøres klar i skolehaven på Lykkebo skole

Vores skolehave-team består blandt andet af

Mads Boserup Lauritsen, arkitekt og bybonde i TagTomat, som får idéerne, har netværket og sørger for skarp eksekvering.

Anne Tange, gartner og landskabsarkitekt, som ved alt om planter og har erfaring med skolehaver og undervisning af børn i sit mangeårige virke i blandt andet Københavns Skolehaver.

Line Sønderby, antropolog og skolehaveunderviser, har mangeårig erfaring fra egen have, brænder for at undervise børn, og har flere års erfaring med netop det i Københavns Skolehaver.

Lærke Essemann Jensen, urban designer, som har fingeren på byens puls og indretter flotte haver og uderum i byen.