Afhentning fredage fra kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Dog onsdag i påskeugen - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 1-3 hverdage. - Mobilepay, kort og EAN.

Svampedyrkning, østershatte og cirkulær økonomi

29. juni 2018
Læs om starten på TagTomats svampeeventyr, vores lidenskab for genbrug og bliv inspireret til selv at komme i gang med dyrkning af lækre østershatte.

I november 2017 startede TagTomats svampeeventyr, da vi begyndte at sælge SvampeSækken med østershatte. Og efter et par ugers intens udvikling kunne vi præsentere SvampeBox 1l og måtte snart indkalde ekstra mandskab for at kunne følge med efterspørgslen på vores nye storsællert i julehandlen.
Det er vildt fedt at mærke begejstringen for svampedyrkning hos alle dem vi snakker med, når de fx køber og henter deres varer i vores Showroom på Jagtvej 59, og vi arbejder på at udvikle flere spændende svampedyrkningsprodukter – fx lancerer vi snart vores nye undervisningskits, så det er klart til skoleåret 2018/19!

Når vi hos TagTomat udvikler nye produkter, forsøger vi altid at tænke bæredygtighed og genbrug ind i produktet.
Det er vigtigt, at vi som samfund begynder at tænke mere over, hvordan vi bruger vores ressourcer og at vi kommer i gang med at opbygge cirkulære ressourcekredsløb – også i det urbane miljø. Derfor er genbrug og upcycling en af hjørnestenene i vores udvikling af produkter. I vores KøkkenKasse er det eksempelvis isbokse fra Hansens Is i 2,4 og 4,8 liter, som vi indsamler hos Isværket på Stefansgade. Det kalder vi for Danish Upcycle – et koncept, som til vores store glæde blev nomineret til en Danish Design Award her i 2018.

Dyrkning af østershatte er som skabt til idéerne om genbrug og cirkulære kredsløb, fordi svampene kan nære sig ved, og derved genbruge, mange forskellige affaldsmaterialer fra vores forbrug såsom kaffegrums, halmstrå og træstumper, og i dette blogindlæg kan du læse mere om vores tanker om cirkulære kredsløb og svampedyrkning.

Lineære vs. cirkulære kredsløb

I et lineært kredsløb bruges råstoffer til at lave produkter, som efter endt brug kasseres som affald. Hvis vi fortsætter med at opbygge vores produktion i lineære kredsløb, vil Jorden på et tidspunkt blive udtømt for ressourcer, og affaldet vil enten optage en masse plads på lossepladser eller bidrage til CO2-udledning og forurening ved afbrænding. Både af hensyn til klima og fremtidig tilgængelighed af ressourcer, er vi derfor i TagTomat overbeviste om, at vi skal tænke i cirkulære produkter, eksempelvis ved at upcycle store plastbeholdere fra fødevareindustrien, som vi gøre det i vores Selvvandende højbedsmøbel.

I et cirkulært kredsløb genbruges ressourcer igen og igen i et lukket kredsløb. Cirkulære kredsløb kan både handle om næringsstoffer og andre ressourcer. Når du komposterer madaffald og bruger komposten til at dyrke nye planter, bliver næringsstofferne brugt igen i stedet for at gå til spilde, og når du afleverer dit brugte papir til genbrug, bliver det ligeledes til nyt papir. Tænk innovativt, forlæng dine produkters levetid ved genanvendelse og find på nye måder at bruge rest- og biprodukter på for at undgå affald.

Upcycling

At upcycle betyder at genanvende ting på nye måder og dermed give dem nyt liv og merværdi. Det kan fx være mælkekartonen, som bliver til en SvampeBox eller den hullede gummistøvle, som bruges til potteplanter.

Østershatte og TagTomat

Østershatte gror i naturen primært på gamle bøgestammer, som de nedbryder, men de er ret alsidige, når det kommer til vækst-substrat. Østershatte nedbryder det døde organiske materiale, som de gror i, og får på den måde næring til at vokse og sprede deres mycelium. I SvampeSæk og SvampeBox er det halm, som østershattene gror i, men de kan også sagtens gro i eksempelvis kaffegrums.

Svampedyrkning, østershatte og upcycling

I SvampeBoxen 1l er det halm og mælkekartoner, som får nyt liv og merværdi. Halmen – et restprodukt i kornproduktion – er gennemløbet med østershattemycelium fra Skyttegårdens Østershatte, og vi upcycler mælkekartoner fra The Coffee Collectives café på Jægersborggade. Mælkekartonerne ville ellers blive til restaffald – da vi i modsætning til Tyskland og Sverige ikke genbruger emballagen i Danmark – og The Coffee Collective er glade for at kunne være med til at forlænge mælkekartonernes levetid.

Samtidig er den halm, som svampene i SvampeSæk og SvampeBox gror i, en del af et cirkulært næringskredsløb. Når dyrkningen af østershatte er færdig, kan halmen bruges som kompost, så planterne får gavn af de sidste næringsstoffer. Det kan fx være planter som korn, der så igen kan give halm til at dyrke svampe i, og sådan sluttes ringen.

Du kan også fortsætte svampedyrkningen ved at forsøge at få myceliet i SvampeBoxen til at vokse videre på en ny gæstgiver som kaffegrums, træstamme eller halm.

Gør-det-selv østershatte

Hvis du vil udfordres lidt mere i den cirkulære svampedyrkning, kan du fx bruge dit eget brugte kaffegrums som substrat. Der er flere grunde til at kaffe er godt til at dyrke østershatte i. For det første er der stadig masser af næringsstoffer i det brugte kaffegrums, og for det andet bliver kaffegrumsen desinficeret i selve bryggeprocessen, så det er dejligt nemt at bruge. Desinficeringen giver mindre risiko for, at der vokser andre, uønskede svampearter – som fx mug eller skimmel.

Vi vil opfordre til at bruge det emballage, du lige har ved hånden – om det er en gammel isboks, en mælkekarton eller en plastikpose er ikke så vigtigt. Bare husk at have god hygiejne, brug fødevaregodkendt emballage og lav lufthuller, så myceliet kan få ilt. Du kan sætte maler- eller sportstape over de lufthuller, du har lavet, for at beskytte dit substrat mod uønskede svampesporer. Bland kaffegrums og mycelium (du kan fx bruge halm som er helt hvidt af mycelium fra SvampeBoxen eller SvampeSækken), tilføj løbende kaffegrums til beholderen er fyldt op og vent til der kommer frugtlegemer. Svampene er stærke og kan som regel selv skubbe tapen for hullerne til side.

Østershatte næringsindhold pr. 100 g

  • Protein 3,3 g
  • Kulhydrat 6,5 g
  • Fedt 0,4 g
  • Kostfibre 2,3 g
  • Resten er vand: 88,8 g

Vi startede med en mælkekarton – hvor starter du?

Når vi snakker om cirkulære kredsløb kan vi, i TagTomat, godt lide at bruge svampedyrkningen som eksempel. Det er let at gå til, du ser hurtigt et resultat og det er en god illustration af, hvordan næring cirkulerer i det urbane økosystem. Vi håber, at vores svampeunivers kan inspirere til nye former for grønne fællesskaber, hvor vi samles om svampedyrkning og får flere cirkulære idéer.

Hvis du vil have mere inspiration til, hvordan restprodukter og affald kan indgå i cirkulære kredsløb, kan vi anbefale vores blogindlæg om fugle på altanen med opskrifter på, hvordan brugt fedt kan blive til lækre fuglekugler og -kogler.

RELATEREDE PRODUKTER

Se alle vores produkter i webshoppen