Afhentning fredage fra kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 1-3 hverdage. - Mobilepay, kort og EAN.

Jobopslag: Er du vores nye studentermedhjælper fra julen 2018 og frem? (Opdateret, besat)

15. november 2018
TagTomat søger en studentermedhjælper, som synes det er sjovt og spændende at arbejde i butik, og som har god viden om indendørsplanter.
|

Om stillingen og TagTomat:
Opdateret 23/11 – stillingen er besat, og vi endte med at ansætte to nye kollegaer.

Hvis du kan ikke lade være med at indrette din stue eller kollegieværelse som en jungle, og drømmer du om at gøre din hobby til en levevej, så læs mere her.

TagTomat er en tværfaglig virksomhed med base på Nørrebro i København, hvor vi udvikler, bygger, anlægger, drifter og konstant udfordrer, hvad grønne fællesskaber skal og kan være. Vi udvikler nutidens og fremtidens grønne byrum, udeskolerum, skolehaver, baggårde, altanhaver, tagterasser og meget mere.

Vi har de seneste år oplevet en kæmpe udvikling i interessen for vores projekter og produkter, og derfor åbnede vi i april 2018 et nyt showroom på Jagtvej 59, hvor privatpersoner og samarbejdspartnere kan se og købe vores produkter. Som vores kommende studentermedhjælper vil dit primære arbejde bestå af at være medansvarlig for salg af vores produkter via showroom og webshop – dvs. kundebetjening, produktion af mindre produkter og klargøring af pakker til forsendelse.

Du har en stor interessere for indendørsplanter, og kan se dig selv svare på spørgsmål om alt fra “hvor tit skal den her plante vandes” til “derhjemme har jeg den her, hvad skal jeg gøre??” Vi har et mål om altid at kunne svare på vores kunders spørgsmål, og hvis ikke, så hjælpe dem hen hvor de kan finde svar.

Afhængig af dine kompetencer og interesser kan du derudover deltage i alt fra produktudvikling, konceptudvikling, forretningsudvikling, skitsering, formidling, rådgivning, undervisning og workshops til drift og etablering.

Læs om vores tilgang til kontorbeplantning her, og kom gerne med feedback på det til jobsamtalen.

Du kan se mere om TagTomat og vores produkter i vores forskellige blogindlæg, nyhedsbreve og i vores webshop.

Vores forventninger til dig:

  • du er arbejdsom, effektiv og ikke bange for at tage fat.
  • du er åben, venlig og god til mennesker, og finder det naturligt at sælge varen – både vores viden og vores produkter.
  • du ved en masse om indendørsplanter – enten via din uddannelse eller fordi din stue ligner en jungle.
  • du er god til at administrere en webshop og hvis ikke, så har du mod på at blive det.

Herudover er følgende en fordel, men ikke et krav:

  • du er skarp til at tage gode produktbilleder.
  • du har sans for forretningsudvikling.
  • du har en flot streg og elsker at tegne.

Arbejdstid: 8-12 timer pr uge fordelt på en fast butiksvagt en hverdag om ugen fra 12.30-18 samt hver 3. lørdag fra 10-15 (+ tid til åbning og nedlukning). Herudover ekstra vagter op til jul og ved travle perioder.

Arbejdets start: 1. december, eller snarest derefter.

Arbejdsplads: Primært vores showroom på Jagtvej 59, 2200 Kbh N.
Fra ca. medio december vil vores showroom også rumme vores kontorpladser.

Ansøgning:
Send din ansøgning og CV som pdf (max. 5mb) til info@tagtomat.dk
Emne: ”Studentermedhjælper vinter 2018″.

Løn:
130 kr. i timen plus feriepenge.

Kørekort:
Du har kørekort til personbil, og har mod på at køre med vores lille lastbil ud at hente planter hos vores leverandører.

Info om stilling samt samtaler:
Samtaler holdes løbende, og du kan kontakte indehaver af TagTomat for yderligere info.

Bemærk at ansøgninger gemmes på vores mailserver i 2 måneder fra de er sendt ind, hvorefter de slettes fra mailserveren.

Venlig hilsen – på vegne af Team TagTomat

Mads Boserup Lauritsen
Grundlægger og indehaver af TagTomat
mobil 42576273