Grønne taghaver er bedre end p-pladser

Slutningen af 2018 var en hård tid for grønne fællesskaber i København. Først var ØsterGro lukningstruet, herefter fik 39 grønne frivillige fællesskaber besked på at lukke. Det er vi ret uenige i, og det kom der denne kronik ud af i Politiken.
Case: Kronik
Placering & årstal: bragt i Politiken, lørdag den 22. december 2018

Skal vi udvikle eller afvikle verdens bedste by?

Politikere, embedsfolk, erhvervsfolk, globale trendmagaziner, ja stort set hvad der kan kravle og gå promoverer København som en af verdens bedste og mest liveable cities. En levende og attraktiv by, som man har lyst til at bo og befinde sig i til hverdag.

Men noget er galt. På Østerbro ligger Danmarks første tagfarm, Østergro, der siden 2014 har vist, hvordan man kan skabe et grønt fællesskab med udgangspunktet i koblingen af land og by gennem grøntsager, foreningsliv, oplevelsesøkonomi og knofedt. Østergro står nu til at lukke, da deres femårige midlertidige tilladelse ikke kan gøres permanent pga. 30 ubrugte parkeringspladser.

Problemet er, at Østergro ligger på toppen af et gammelt bilauktionshus, hvor der i 1970’erne blev stillet krav om at reservere plads til et antal parkeringspladser efter Byggeloven. Parkeringspladserne har aldrig været taget i brug, og den nuværende ejer af bygningen, Jac Nellemann, gav i 2014 Østergro lov til at låne taget, da han selv gerne ville gøre en forskel i forhold til at få fokus på klimaprojekter og lokal fødevareproduktion.

I de sidste to år Kristian og Livia fra Østergro gået til et hav af møder med høj som lav i Københavns Kommune, og ifølge en artikel i Information den 12. december er Danmarks første taglandbrug nu lukningstruet på grund af den forældede lov om parkeringspladserne.

Taghaven, der skaber så meget glæde for både lokalsamfundet og resten af byen, skal vige pladsen for at finde plads til en lille række parkeringspladser, som i øvrigt bliver svære at skaffe adgang til. Alle involverede finder det absurd, at det ikke er muligt at finde en løsning. Og hvorfor er det egentlig så svært?

I København findes der cirka 70.000 tilgængelige parkeringspladser, som efter sigende altid er fyldt op, og diskussionen er derfor ikke kun begrænset til de 30, aldrig brugte og ikke tilgængelige, parkeringspladser på Østergro. Hvert år diskuterer Borgerrepræsentationen ned i mindste detalje og nedlægger veto mod projekter, der ikke kan lade sig gøre, fordi en given bydel mister 5-10 parkeringspladser til gengæld for et grønt åndehul eller legeplads.

Hvorfor tør byens politikere ikke følge deres visioner om en grøn og ‘liveable city’ med konkrete initiativer, der gør op med årtiers planlægning af parkeringspladser? Efter sigende er det kun grundloven, som er mere hellig i Danmark end normen om de 70.000 parkeringspladser, og ingen lokalpolitikere tør røre ved byboernes ret til at have en bil stående.

Anlæg af tagfarmen ØsterGro i 2014.

Er København liveable?

I hele verden tales der om, at byer skal være liveable. Det betyder kort fortalt, at byer skal være levende og give os mulighed for og lyst til at møde vores naboer, kolleger eller andre mennesker på gader og stræder, på de lokale caféer og i fælles grønne områder.

I mit tidligere arbejde som byplanlægger talte alle hos kommunerne og byrådene om, hvordan vi tiltrækker liveability. Hvordan kan vi få bare nogle af de lokale ildsjæle til at skabe fyrtårne, så frivillige og små erhvervdrivende også tager ansvaret fremfor, at kommunen altid er initiativtager og vedligeholder.

Danske konsulenter rejser verden rundt og giver gode råd til liveability med udgangspunkt i fine historier som Københavner-fortællingen og verdens cykelhovedstad Og vi gør det godt ude i verden. Alle storbyer på verdenskortet med respekt for sig selv laver gennemgribende forandringer i deres infrastruktur og bydele for at gøre byerne bedre at bo at leve og opholde sig i. Der tales for eksempel om åbninger og nedgravninger af gamle åer og floder, eller fjernelse af hele motorveje. Herhjemme er to af de fineste nyere eksempler vel åbningen af Aarhus Å og lukningen af Thomas B. Thrigesgade i Odense, der i høj grad øger de to byers Liveability Index, samtidig med at der findes penge til financiering af letbaner gennem grundsalg og offentlige/private partnerskaber.

København er inde i en rivende udvikling. Vi satser stort, bygger metroring, graver fredet natur på Amager Fælled og Sydhavnstippen op, udvider Nordhavn, bygger en ny holm, omfartsveje osv. Vi får krydstogtskibe på besøg, udvider lufthavnen, og antallet af overnattende turister i byen har vist aldrig været større, hvis man dømmer ud fra de løsgående missiler, der cykler rundt på dele- og bycykler i vores hovedstad. Men det er som om, der mangler noget.

Hvor er den sammenhængende plan for en grøn og nærværende hverdag i København? Hvordan sikres det, at kolonihaver ikke kun er for de heldige, eller for dem med 1,4 millioner kr. på lommen? Hvorfor skal der absolut bygges på Amager Fælled, og hvorfor er der ikke grønne områder i alle bydele? Det korte svar er, at den gængse holdning er, at det er dyrt, og at det ikke kan betale sig, fordi pengene er lovet til et stort byggeprojekt. Og hvad så? Hvilken by er det, vi vil leve i? Er det et sted hvor 70.000 parkeringspladser sætter retningen for hvordan byens rum udvikler sig?

Hvis København, og Danmark, skal være “liveable” – som det hedder på moderne dansk – så skal vi kunne finde en løsning på, at 30 ubrugte parkeringspladser på toppen af et hus med dårlige adgangsforhold for bilister spænder ben for, at Østergro får en permanent brugstilladelse.

Byhaven2200 juni 2014

Hvad er de bange for? At det vil kunne tolkes som særbehandling, eller at det er et knæfald for den store bevågenhed, ØsterGRO har fået i medierne? Vil det kunne tolkes som, at de venstreorienterede grønne hippier, der ikke kan lide biler, har vundet over bilejerne? Nej! Der er brug for mobilitet og skabe plads til både motoriserede køretøjer, cykler og gående, for at gøre en moderne by liveable. Men kunne reglerne ikke bøjes lidt, når nu alle parter finder sagen absurd, og at der – udover et grønt frirum i en presset hovedstad – er et par håndfulde fuldtidstillinger tilknyttet tagfarmen. Eller kunne man ikke komme til at lukke øjnene for kravet om p-pladserne, så længe der er offentlig adgang til taget, og tagfarmen drives ud fra de gældende værdier og principper? Jeg har et par skyklapper de respektive politikere, nationale som lokale, og embedsfolk kan låne, hvis det er det, som det kræver. Måske er det netop ved juletid at en minister fra Liberal Alliance og en borgmester fra Enhedslisten underskriver et fælles dekret om at undgå at unødigt bureaukrati dræber arbejdspladser og grønne fællesskaber i byen.

Lokale og nationale politikere promoverer vores hovedstad som grøn, god til at involvere frivillige og med plads til mangfoldighed. Hvis lige netop Østergro så ikke kan videreføres, er det et fint eksempel på, at vi er gode til at brande os i Danmark og København, men at vi halter efter, når det kommer til konkrete løsninger.

Østergro blev etableret som Danmarks første tagfarm tilbage i 2014, med ønsket om at knytte byboere lidt tættere på lokale råvarer af høj kvalitet og ikke mindst undersøge, hvordan der kan skabes grønne arbejdspladser i en by, hvor flere og flere arealer bliver brugt til udvikling, og der bliver mindre og mindre plads til grønne arealer og fællesskaber, som ikke er bundet op på store kommercielle interesser.

Selv bygningsejeren Nellemann, der hele vejen har støttet op om tagfarmen, har udtrykt sin undren over, at det ikke er muligt at give Østergro permanent tilladelse, da parkeringspladserne ikke skal benyttes af bygningens brugere.

Gør fortovshaver og parkeringshaver permanente

Hvis vi vil have en by, hvor flere bruger byens rum, hvor cafe- og restaurantejere investerer i fortovshaver og parkeringshaver, så flere har lyst til at opholde sig på gaderne og derved skaber øget omsætning for de erhvervsdrivende, så skal vi tænke anderledes. Eksempelvis slås de lokale politkere i København konstant om at udvide antallet af parkeringspladser, og ud af de cirka 70.000 parkeringspladser der findes, må der ikke bruges en håndfuld til parkeringshaver.

I San Francisco har de på rent kommercielle vilkår fået caféerne til at betale for installation af serveringsområder på parkeringspladser. Hvert år ansøger nye caféer i den amerikanske by om at få lov til at omdanne parkeringspladser – og får de lov, gives der en femårig tilladdelse. Går det godt med deres plads, bliver tilladelsen permanent. Tænk hvis vi turde lave parkeringshaver foran københavnske caféer og restauranter.

Med den rette kvalitet vil det være muligt at skabe en høj fællesnævner, hvis bare politikere og embedsværket turde give slip.

Jeg har også selv stiftet bekendskab med lovgivning, der ikke giver mening, når man forsøger at skabe en grøn by. Da jeg startede TagTomat i 2014, fik vi i de efterfølgende år et par påbud om at flytte vores byggeafffald fra fortove og parkeringspladser, fordi det var ulovligt at sætte plantekasser op på offentlige arealer.

Ved en ihærdig indsats lykkes det via dialog med embedsværket og stadsarkitekten for København at lave en guide til, hvordan man skaber fortovshaver foran ejendomme – og den korte historie er, at alle nu kan sætte plantekasser op i København. Det eneste krav er, at der søges om tilladelse, men sagsbehandlerne behøver ikke længere at forholde sig til små detaljer. På den måede er det blevet muligt at bidrage til grønne fællesskaber i sit eget nabolag uden at få en løftet pegefinger fra ‘kommunen’.

Tænk hvis det blev muligt at lave lovlige parkeringshaver på p-pladser foran caféer og restauranter. Så ville det ikke kun i ord, men også i handling at vi sammen, plet for plet, får skabt blomstrende oplevelser og grønne pletter rundt omkring i byen. Og igen, uden at det koster kommunen en krone.

Parkeringshaven foran restaurant Maed skaber et rum for fællesskab og bynatur.

Kig ud over landegrænsen og se hvordan projekter som Østergro, TagTomat, Maritime Nyttehaver, Byhaven 2200, Dyrk Nørrebro, Byhøst m.fl. ikke kun har brandet København som en by med bæredygtige fællesskaber, de har også skabt arbejdspladser. Så vi er ikke kun grønne hippier, der koster penge – vi formår faktisk også at være en lille del i den store omstillingsøkonomi, som vores byer og samfund står over for. Vi er en del af det grønne vækstlag.

I foråret 2018 var det Byhaven 2200 i Nørrebroparken, der lukkede som frivillig forening, og derved forsvandt grundstenen for Københavns Kommunes byhavepolitik. Bliver foråret 2019 forsømt? Er det her vi som by manifisterer, at vi taler globalt, men mangler handling lokalt? Tænk at vi i verdens bedste hovedstad ikke formår at lave permanente grønne projekter drevet af frivillige. Hvis begrundelsen er, at ting har sin tid, skal vi som by holde op med at promovere os selv som verdensmestre i at finde løsninger og tænke ud af boksen.

Byliv der betaler sig!!

I projektet ”Byliv der betaler sig” fra 2013 undersøgte Naturstyrelsen og flere af landets kommuner, hvordan boligpriserne udvikler sig, når en by er mere attraktiv. Det korte svar er jo mere ”liveability”, jo højere huspriser. Om boligpriserne falder, hvis Østergro lukker, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det gør uden tvivl byen lidt mindre sjov, hvis vi ikke har dette fyrtårn at pejle efter. Det er inspirerende for alle at følge med i, hvordan de frivillige knokler på taget, og at opleve hvordan de lokale beboere støtter projektet ved at betale for grøntsager, de først kan hente senere på sæsonen. Desuden formåede Østergro at skabe en populær og meget fotograferet restaurant, som ikke kun har fået massiv omtale i danske og udenlandske medier, men som også har skabt 8-10 arbejdsplader.

Det kan godt være at det startede med projektmidler og støtte fra fonde, men det er lykkes Kristian og Livia og resten af holdet bag Østergro at skabe et selvbærende grønt initiativ, der lever videre på kommercielle vilkår – og som i ren beskedenhed har cirka 20.000 besøgende om året. For at sætte det tal i perspektiv, har de tre havnebade i Københavns Havn samlet knap 60.000 besøgende i sæsonen på et normalt år (2017) ifølge kommunen. Det er godt gået af et lille fyrtårn på ydre Østerbro at trækker en tredjedel af det.

Jeg håber og tror på, at der kan findes en løsning for at bevare Østergro. Forhåbentligt åbnes der også op for tanken om at gøre vores byer mere liveable på længere sigt, så vi får flere udendørs grønne fællesskaber frem for nye parkeringspladser og tomme bygninger. Og tænk, det behøver ikke koste byen en krone, tværtimod skaber det grøn vækst og arbejdspladser på kommercielle vilkår.

Du kan læse mere om Østergro på www.oestergro.dk, og på hjemmesiden er der også en underskriftindsamling hvor du kan vise din støtte. Vil du se eksempler på forskellige parkeringshaver så tag et smut forbi Griffenfeldsgade på Nørrebro.

Grøn front og god kamp Østergro, vi er mange som står bag jer.

/Mads Boserup Lauritsen

Bybonde, stifter og indehaver af TagTomat.