Sensommeren er slut og efterårets røde glød begynder at dække landet. På Nørrebro mærker vi efterårets komme når vi cykler forbi Assistenskirkegården og så småt kan lugte/dufte hvordan blade og planter begynder, at forrådne og skabe muld som giver næring til næste års vækster.

I taghaven har vi så småt klippet alle tomatplanter ned, og gjort plantekasserne klar til et par efterafgrøder som du kan læse om lidt længere nede. De sidste par år har vi lagt al vores plantejord ud som jordforbedring i blomsterbedene og under buske, men vi vil i 2015 forsøge at genbruge så meget plantejord som muligt.

Byggeriet af vores lille hønsegård skrider fremad, og i morgen søndag den 5. oktober skal I være velkomne til at give et nap med. Ring +45 6133 7933  hvis det har interesse :-)

I løbet af september har vi blandt andet deltaget i Eat Your City konferencen, hvor vi ud over at lave et par workshops leverede den grønne ramme med vores højbedsmøbler. Husfotografen Morten Aagaard Krogh har taget de fine billeder som vi har lagt ind i dette nyhedsbrev.

/Mads

I oktober kan I sætte hvidløg mm.

Mange af jer sætter blomsterløg i efteråret, men har I også prøvet at sætte jeres egne hvidløg. Oktober er måneden for dette, og I kan forsøge jer med et par fed i en krukke eller i et højbed. Fedene lægges med spidsen opad i 5-7 cm dyber riller med 10-12 cm mellemrum. Hvidløgene kan så høstes som hele hvidløg midt på sommeren til næste år.

Hvis du vil læse mere om hvidløg kan jeg varmt anbefale at besøge Praktisk Økologis medlemsforum, hvor denne fine artikel beskriver dyrkning af hvidløg lidt mere i (jord)dybden.

Efterafgrøder binder kvælstof

De steder hvor du har dyrket i år kan du også så efterafgrøder som blodkløver, honningurt og vintervikke, der vil samle kvælstof i løbet af vinteren, og give ny næring til de ting der skal gro til næste år. Det er de frø vi vil forsøge os med i år, og forhåbentligt en flot grøn taghave med snedække om et par måneder.

Parkeringshaver skaber fællesskaber i byens rum

Parkeringshaver skaber fællesskaber i byens rum

Vi har længe haft dette projekt liggende i skuffen, eller rettere sagt stående foran vores værksted. I sidste uge fik vi bukseret vores forhave ud på en parkeringsplads ....

Læs mere.

---

TagTomat i oktober måned: Oplæg og hovedpræmie

I oktober måned holder vi et par foredrag den 7. i Valby og på Frederiksberg den 9. i ugen op til efterårsferien, og i slutningen af oktober holder vi oplæg til konference i Nykøbing Falster ”Potentialer på kanten”. Læs mere via vores arrangementskalender.

Building green den 29-30. oktober i Forum:

Hovedpræmie til ”Det bæredygtige element 2014”

Den 29-30. oktober sponserer vi hovedpræmien til uddeling i konkurrencen ”Årets bæredygtige element 2014”. Vi er spændte på hvem der vinder, og hvor I landet vi skal hen og skabe grønne fællesskaber mellem husene. Der er 15 nominerede i konkurrencen, som I kan læse mere om her.

---
---