www.tagtomat.dk

Tid til syltede TagTomater og projekter i 2014.

Mod lysere tider

Vintersolhvervet er overstået, og vi går mod lysere tider. Jeg ved ikke om I som vi fik syltet nogle af jeres tomater, men jeg glæder mig til at smage dem til julemaden. Du kan finde en opskrift via dette blogindlæg. Nannas syltede TagTomater

Høj aktivitet i 2013-Tak!

Året har været spændende, udfordrende og fremfor alt lærerigt. I skal alle have en stor tak for den hjælp og feedback I har givet for at følgende projekter er lykkedes: Mangt en plantekasseworkshop, højbedsmøbler på Tåsinge Plads, Fortovshave på Bryggervangen, foredrag fra Esbjerg til Amager mm.

I har givet mig mod på mere, så jeg håber I er med på nye projekter til næste år...?

Højbedsmøbler og Plantekasseworkshops i 2014:

Der er allerede projekter i støbeskeen for foråret 2014. Jeg vil gerne takke for den store interesse der har været til at hyre mig som facilitator for, at I kan få grønne aktiviteter i jeres gård-, park- eller gademiljø. Jeg skal indtil videre assistere følgende steder:

Højbedsmøbler:
Fuglekvarteret i Nord Vest, Urbanplanen på Amager, Valby Lokaludvalg, flere steder på Nørrebro, formodentligt hos Miljøpunkt Amager, og hvem ved måske på Vestkysten i Esbjerg ??

Plantekasseworkshops:
Fuglekvarteret i Nord Vest, Lersøparkens Integrationshaver ved Bispebjerg Station, Køge Kyst, taghaven på Nørrebro og et par stykker til.

Bog om "Borgerlyst - Handlekraft i hverdagen"

De gode mennesker, Nadja og Andreas, fra Borgerlyst har lavet en fantastisk bog om "Borgerlyst - Handlekraft i hverdagen". Bogen er kommet til via en vellykket crowdfunding-kampagne, og kan købes her. Min tilgang til TagTomat er brugt som eksempel et par steder.

Hvis du vil læse lidt mere om min person og bevæggrund for at lave TagTomat kan du se en lille video for projektet lavet af Andreas Lloyd fra Borgerlyst.

Andreas har også lavet et hverdagsportræt om mine tanker som kan læses her.

Partner med Sharing Copenhagen 2014

København er udpeget som Europæisk Miljøhovedstad i 2014. Jeg deltager som partner under det "Grønne og Blå tema", hvor de gode folk fra eksempelvis ByHøst også skal lege med. Det bliver spændende, og jeg glæder mig til samarbejdet.

Så indtil videre er der da lidt at tage sig til....

Herover Taghaven ved juletid, I ønskes en rigtig god jul, og godt nytår

/Mads

ps. Selvom jeg i hverdagsportrættet mener at Facebook ikke er noget for mig, har jeg fået en personlig profil: Så tilføj Mads Boserup Lauritsen, hvis du vil følge med til dagligt.

Herunder mit favoritfoto fra i år taget i september måned.